I kvæld blev der banket på Helvedes port

Når det gælder den næste udsmykning, der er fra 1952, volder den ikke de samme problemer, selvom heller ikke den beskæftiger sig med en historisk begivenhed i den forstand. Udsmykningen befinder sig i Revninge kirke nær ved Kerteminde på Fyn, og motivet er Jesu nedfart til Dødsriget. Ligesom det var tilfældet med opstandelsen, var der heller ikke her nogen "vidner" til begivenheden, og det har kunstneren, Gunnar Hansen, taget konsekvensen af. Han har i sin tolkning givet afkald på at skildre den historiske Jesus og har i stedet valgt at vise os trosbekendelsens Kristus. Det vil sige, at man i hans alterudsmykning har en tydelig fornemmelse af, at det, vi ser, ikke er en historisk begivenhed. Snarere kan man sige, at det drejer sig om Gudstjenestens virkelighed.

Først kort om motivet, der i Danmark må siges at være et decideret grundtvigsk motiv. Ganske vist findes der i traditionen mange fremstillinger af Jesu nedfart til Dødsriget eller Helvede, men efter Reformationen var temaet trådt i baggrunden, indtil Grundtvig i 1837 digtede sin store salme "I kvæld blev der banket på Helvedes port." Salmen er en gendigtning efter et græsk forlæg fra omkring år 600, og den inspirerede i 1892 Joakim Skovgaard til et stort og meget omtalt værk, der nu befinder sig på Statens Museum for Kunst, hvor det har ført en tilbagetrukket tilværelse i magasinerne. Ikke desto mindre er det et meget væsentligt billede.

I en artikel, gengivet i tidsskriftet Under Guds Ord, fortæller Joakim Skovgaard om baggrunden for værket. Dels var salmen, skriver han, et af hans moders "kære digte"; men motivet indeholdt også håbet om, "at alle, der ikke har fået evangeliet at høre her på jorden således, at de har kunnet tro, at de endnu får det at høre i Dødsriget."

Skovgaard har valgt at fremstille nedfarten på den måde, at han lader Kristus skride ind i billedfladen i en strøm af lys, der udgår fra billedets øverste højre hjørne og stråler ned i Dødsrigets mørke masse af menneskeskikkelser. Resultatet er, at der opstår en stærk dynamisk bevægelse og kraft; men også, som Henrik Wivel understreger i sin omtale af billedet i NY dansk Kunsthistorie, en følelse af, at Kristus trods figurens overmenneskelige dimensioner opsluges af "billedets menneskelige kød". Dette er så meget mere mærkeligt, som Skovgaard under arbejdet med billedet i et brev gav udtryk for en helt anden intention: "I vore dage males Kristus tit som blot Menneske, jeg vilde saa gerne hævde hans guddommelige Side."

Hvem er det, man ser? Evangeliernes Kristus eller Nietzsches Zarathustra, der bringer lys til underverdenen? Eller Joakim Skovgaard selv som den fortabte søn?

Skovgaard havde formentlig selv haft sine betænkeligheder. Da han siden i Viborg Domkirke skulle skildre Kristi nedfart til Dødsriget, valgte han i stedet at fremstille Kristus i det øjeblik, hvor han fører de frelste fra Underverdenen til Paradis. Her er tvetydigheden væk og - indrømmet! - med den også det foruroligende, og Skovgaard kan skildre billedet i domkirken ved at gøre rede for brugen af den kendte ikonografi:

Jeg har ..... ladet ham (Kristus) føre Adam og Eva ved Haanden og atter ladet disse tage dem bagved i Haanden og saaledes fremdeles, for saaledes at betegne det levende Baand, hvormed de frelste er knyttet til Christ og til hinanden. - Udgangen af Dødsriget har jeg gjort klippekantet som et uordentligt gab med forstenede Tænder; en Omformning af det gamle Motiv, hvor det tydeligt er Djævelens, Dragens Gab, der sluger de fordømte. Jeg har søgt derved at øge Uhyggen.

Det foruroligende, "uhyggen", er fastlåst i et kendt symbol og dermed paradoksalt nok gået fløjten. Kristus er ikke mere en tvetydig figur, men den Herre, vi kender fra kirkens forkyndelse: Højtidelig, men en smule kedelig.

Et lyst og tillidsfuldt kristendomssyn

Hvis vi nu vender tilbage til Revninge kirke, kan man se, at Gunnar Hansen ikke har dette problem med sin Kristusfigur. Grunden er, at han lægger en distance eller et filter ind, og det filter er gudstjenesten. Hans Kristus er den, i hvem Gud er nærværende i gudstjenesten, han er på en måde selv et symbol eller - sagt med andre ord - det er trosbekendelsens Kristus, vi her står overfor.

Gunnar Hansen (1901-72) var søn af en højskoleforstander, senere præst, og hans opvækst i grundtvigske kredse prægede hans kunst og hans motiver. Han var en brugt kirkekunstner i årene før og lige efter krigen, og altergruppen i Revninge viser klart hans baggrund i det kirkelige miljø. Han kender gudstjenesten, og han vedkender sig traditionen, ikke alene den grundtvigske, men også den folkelige kristendom med dens tillid til, at mennesket er skabt i Guds billede og har mulighed for at leve i et tilhørsforhold både til det himmelske og til den verden, hvor det færdes og hører hjemme. Han var inspireret af både Joakim og Niels Skovgaard, og hans kunst lever fint op til den førstnævntes krav om, at når det drejer sig om kristen kunst, så må kunstnerens egen tro skinne igennem:

"Kunsten skulle lyse af, at den var udført af en kristen, og for en kunstner med rod i Grundtvigs kristendomssyn måtte det blive en lys og tillidsfuld kunst, der kom ud af det."

"En kristusvendt tilbedelse"

Landsbyen Revninge ligger i det bakkede Nordøstfyn, ikke langt fra motorvejen. Kirken, der er placeret syd for selve byen, ligger bag en lille hvidkalket bygning med et stort rødt tegltag, et tidligere hospital, som nu bruges i forbindelse med kirken. Det er en typisk dansk landsbykirke, hvidkalket og med det karakteristiske tårn med takkede gavle. Selve kirken er gammel, ifølge overleveringen fra Sven Estridssøns tid, men den oprindelige romanske kirkebygning blev ombygget og udvidet i sengotisk tid. Noget senere opførtes tårnet, der har blændingsgavle i nord og syd, og som på vestsiden bærer årstallet 1845 over en grevekrone og bygherrens initialer: C. G. v. A. L. - Christian, Greve von Ahlefeldt-Laurvig. Årstallet og initialerne henviser til en større reparation, der formentlig blev gennemført samtidig med, at man fornyede dele af koret.

Vi kom en dejlig majdag lige før Pinse og kørte langs grøftekanter, der flød over med vilde skærmplanter, hegnene blomstrede med hvidtjørn, lyslilla syrener og enkelte gulregn - farverigt, men i de lidt blege nordiske nuancer, der selv i den frodigste forsommer aldrig skriger. øjet var således vænnet til de lyse toner, og da vi kom ind i kirkerummet var det lige så venligt og gæstfrit som omgivelserne. Blikket gled næsten af sig selv først op mod koret og mødte her menighedens herre, Kristus, der sejrrigt og med udbredte arme går den indtrædende i møde.

Den øverste del er den vigtigste og mest iøjnefaldende. Her står Kristus centralt i midten med en forgyldt korsglorie om hovedet. Hans kjortel er i kalkstenens naturlige farve, men falder bagtil ned omkring ham og folder sig ud i et blåt, stjernebestrøet foer. Under hans fødder bugter slangen sig i de sidste vældige dødskramper, naglet fast af det flammesværd, som Kristus med sin venstre fod træder ned gennem dens hoved. På begge sider af Kristus står eller knæler en lille flok mennesker under hans udbredte arme. Nogle er klædt i gammeldags, folderige klædninger. Det gælder blandt andet jomfru Maria, der i blå kjortel knæler ved hans højre hånd, og Johannes Døberen i kamelhårskappen ved hans venstre. Andre er nøgne, og her genkender man Adam og Eva, den sidste med det lange, brune hår, der falder ned om hendes skikkelse. Alle, også et lille nøgent barn på sin moders arm, løfter tilbedende hænderne op mod den sejrende herre.

Bag Kristus angiver en tydelig tværstolpe korstræet med mærker efter de to nagler; men træet er ikke dødt. Som en levende vingren bærer det frodige blade og vinranker, og foroven, bag korsglorien, ses tårnene i Det ny Jerusalem, den evige stad, hvor Gud selv vil bo blandt mennesker, og hvor "Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet (Johs. Åb. 21,36f.)."

Kunstneren har brugt symboler, der er kendt fra gammel kirkekunst, men som for de flestes vedkommende også huskes fra Bibelen og fra Grundtvigs salmer. Her er slangen, hvis hoved ikke knuses, men gennembores af selve det flammesværd, som ved syndefaldet blev sat mellem mennesket og Paradiset. Korset er ikke blot det døde træ, men også livstræet og vintræet, der bærer blade og vinklaser. Men væsentligst er det nok, at alterudsmykningens to motiver har rod i gudstjenesteliturgien, idet de i den ortodokse kirkes liturgi repræsenterer det lille og det store "indtog". I antependiet har man Jesu indtræden i verden ved fødslen i "det lille indtog", mens man over alteret har påskebegivenhederne illustreret i form af hans lidelse, død og opstandelse, hvilket er temaet for "det store indtog", der samtidig bygger op til nadveren som gudstjenestens liturgiske højdepunkt. Gudstjenesten skildres altså her ikke alene som et historisk-bibelsk drama, men det har også i sin frelseshistoriske dimension en aktualitet for menigheden.

Altertavlens opbygning over en trekantform med en klart defineret midterakse gør det let for menigheden at identificere sig med de afbildede personer og tage del i deres glæde, og alteret indtager således sin naturlige plads i kirken både som tilbedelsens sted og som det sted, hvor Kristus møder sit folk og fejrer nadver med det.

Hermed var det ønske opfyldt, som menighedsrådet havde haft allerede den 21. juni 1947, da man ansøgte stiftsøvrigheden om tilladelse til en række ændringer i kirken. Her ønskede man foruden en ny alterudsmykning også en ændring af alterskranke, korgulv m.v., og man vedlagde et udkast, udarbejdet af Gunnar Hansen og arkitekt V Hardie Fischer.

Som begrundelse for sit ønske anførte menighedsrådet, at "Det nuværende Aterbillede er opsat paa en stor malet Fyrretræsvæg af tarvelig Art, lavet (rimeligvis 1815) til et større Billede, som er fjernet af Kirkens daværende Ejer Lensgreve Aglefeldt Laurvigem (sic!), da denne omkr. 1910 skænkede Kirken det nuværende Billede, som er en italiensk Kopi af Madonna med Barnet; såvel Maler som Kopist er Mhr. ubekendt. Fjernelse af det nuværende vil næppe af nogen betragtes som et Tab..."

Samtidig vil man gerne have alterskranken erstattet af en anden, der "følger Korets Tvedeling i to Hvælv, hvorved ogsaa opnaas dette, at som Alterudsmykningen er præget af en kristusvendt Tilbedelse, vendes ogsaa Altergæsterne mod Alterets Kristusskikkelse."

Den alterskranke, der blev lavet i forbindelse med udsmykningen, men som siden er blevet fjernet, bestod af to dele, der gik vinkelret ud på begge sider af alteret. En sådan opbygning af koret tjente to formål: For det første skabte det sammenhæng mellem altertavlens personer og de nadvergæster, der knælede ved alterskranken. De blev som ønsket vendt mod Kristusskikkelsen, så de nulevende tog del i og fortsatte den tilbedelse, der har fundet sted i den kristne menighed siden kristendommens begyndelse. Her var kontinuitet, og her illustreredes Grundtvigs salmelinje: "Helgen her og helgen hisset er i samme menighed." Men hertil kom endnu ét: Midtergangen var åben, så der ikke var nogen skranke, ingen forhindring mellem Kristus og hans folk. Og netop nu, i tiden kort efter den tyske besættelse, understregede det et aspekt ved selve motivet. Det blev et nutidigt og aktuelt billede på Befrielsen og gav dybde til en anden af Grundtvigs store sal mer:

Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.

Kirken hun sad i enkestand,
sørged for den enbårne,
glemte, at han i gravens land
stormede dødens tårne.

I Revninge kirke er sorgen slukket:

Lever nu op, I kristne små!
nu er her godt at være,
alle Guds engle med os stå,
viljer på hænder bære.

Alterpartiet passer meget smukt til rummet, ikke mindst nu, hvor farver på prædikestol og kirkebænke ved den seneste istandsættelse i begyndelsen af 90-erne blev afstemt efter alterudsmykningens farveholdning. Helhedsindtrykket er kort sagt enkelt og kønt.. Her er "godt at være!"

Men også på en måde næsten rørende i sin ukunstlede naivitet. Rørende, fordi man står der og tænker, at det med den enkle tegning og figurernes klart afgrænsede flader fortæller om en mere uskyldig, en mere barnlig tid, hvor skyggerne er trængt bort, og hvor der var tryghed i dagligdagen. Hvor man endnu troede, at ondskab var noget, der kunne overvindes. Her er kors og lidelse lagt bag, og der er med Kristus som midtpunkt skabt et rum, hvor menneskene, såvel de knælende som de stående, færdes med en naturlig værdighed med hinanden og forenes i tilbedelsen af dødens overmand.

Kirkerum og gudstjeneste

En udsmykning sætter sit præg på kirkerummet. Det gælder også udsmykningen i Revninge. Den gør kirken til et roligt, venligt sted, en "audienssal", hvor Kristus mødes med sit folk. Den er sognets kirke, og selv når man besøger den uden for gudstjenestetiden, er det ikke svært at forestille sig kirken i brug med menigheden knælende ved nadveren - selvom det må medgives, at man for sit indre øje mere ser en menighed fra begyndelsen af århundredet, sådan som Gunnar Hansen kendte den: Brede gårdmænd og deres kvinder i de grundtvigske romersjaler og med sølvpilen i det opsatte

hår. At kirken, der indtil begyndelsen af 1940'erne hørte under en nærliggende herregård, nu virkelig var sognets kirke, medførte formentlig også i 1947 en kærlighed til rum og bygning: Folk på stedet havde selv ansat såvel kunstner som arkitekt, og det anføres da også med nogen stolthed i menighedsrådets andragende til stiftsøvrigheden, at man til brug ved kirkens istandsættelse havde indsamlet 8.080 kr. blandt sognets i alt 570 sjæle.

Der er næppe tvivl om, at værket var i samklang med det, folk forventede, når de trådte ind i en gammel kirke. Her er tryghed og harmoni, og derved formidler rummet en stemning, man i disse år søgte og værdsatte i en grad, så også de kirker, der blev bygget i årene under og umiddelbart efter krigen blev opført i den traditionelle, hyggelige "landsbykirke-stil".

Kirkebygningens funktion er at være ramme om gudstjenesten, og gudstjenesten er med Gerhard Pedersens ord: Guds nærværs sted; men den Gud, der er nær, er den treenige Gud, som har åbenbaret sig gennem Kristus, og når menigheden holder gudstjeneste sker det i tillid til hans løfte om, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, dér vil han være midt iblandt os: "Det er den kristne gudstjenestes særkende, at skaberen er nærværende midt i sin skabning, at den opstandne Kristus er nærværende i ord og sakramente." Det er det, vi samles om, det, der i gudstjenesten levendegøres og anskueliggøres, således som Grundtvig beskriver det i en af sine kirkesalmer om det "lille Himmerig", der er så let at finde:

Det findes under hyttetag,
som under højelofte,
hvor kristne sig på Herrens dag
forsamle tit og ofte.

Her er dåb og nadver ikke "gået hjerterne af minde", og Grundtvig fortæller i få, enkle strofer, hvad der sker i en gudstjeneste:

Oh, der det er vor store lyst,
hvor efter troen tales,
når Herren ved sin tjeners røst
lyslevende afmales.

Det himmelsk er at høre på,
hvordan Guds Søn i støvet,
som spæd engang i krybben lå,
fuldførte levnedsløbet.

Det himmelsk er at tænke på,
at han som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre så
i alle sine døbte.

Gunnar Hansens altertavle udfylder en plads ikke alene i rummet, men også i gudstjenesten: Den bidrager til at anskueliggøre det, der kommer til orde i såvel ritualer som forkyndelse: At Gud blev menneske, og at han nu som den opstandne Herre er ét med de mennesker, der er døbt og bekender sig til hans navn. Og dermed føjer den sig meget fint ind i gudstjenestens helhed og respekterer ug understreger det nærvær, der udtry1~es gennem sakramenter og forkyndelse. For når vi taler om Guds nærvær i gudstjenesten, sker det altid med det forbehold, at vor verden ikke kan rumme Guds virkelighed: "Gud kommer os nær, går ind i vor verden, hører vor bøn, men han forbliver Gud i himlen, den, vi aldrig kan få magten over."

Det er den distance, det gammeltestamentlige billedforbud vil værne om. Vi kan aldrig i vore forestillinger - det være sig de billeder, vi gør os i ord eller stof- beskrive eller fastholde Gud. Grundelementerne i såvel troens sprog som i troens billeder er derfor symboler. Og når Gunnar Hansens billede stadig i dag virker ligetil og enkelt, så er det, fordi han respekterer distancen. Vi forveksler ikke billedet af Kristus med en fremstilling af "ham selv". Det, vi konfronteres med, er hverken et overmenneske eller en halvgud, men den Kristus, som menigheden bekender sin tro på. Han er - med udtryk hentet fra Grundtvig - "Helten under korsets mærke", ham, der overvandt "Synd og død og Helveds plage." Kristusskikkelsen indgår i de øvrige symboler, billedet er bygget op af, og sammen bliver de til et tegn, en del af en større virkelighed. Men denne virkelighed er gudstjenestens. Det er her, menigheden sammen med alle engle deltager i den himmelske lovsang.